(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Jeg kan mærke fordi jeg søger udvikling og er meget optaget af at forstå mig selv bedre, at kunne agere med mine medmennesker i stedet for at reagere, at åbne op for min spiritualitet som vokser i mig og alt det universet åbner for mig i øjeblikket, gør at jeg kan mærke stor sårbarhed i mig selv. Jeg skal være varsom med mig selv og hele tiden kigge på nænsomhed i de “fejl” som jeg ser i mig selv og de skyggesider jeg hele tiden lægger mere og mere mærke til. Det er hårdt arbejde og opfattes af mange som meget navlepillende.
Jeg oplever at mange mennesker har modstand på selv-udvikling. Det kan være grundet at det er skræmmende at kigge ind i sig selv og at man kan have angst for hvad der åbner sig op af følelser, som er ubehagelige og svære at være i, fordi de har været pakket ned i så lang tid.  Det kan handle om at man grundlæggende mener at man ikke har noget at rydde op i, og at man har styr på det. Det kan være at man er opdraget til at man skal kunne klare alt ting selv (Mange mænd har den tilgang til selv-udvikling). Det kan være fordi fortrængninger og forsvarsmekanismer gør alt for at forhindre at man bør standse op og mærke sig selv. Der kan være utallige grunde til, at det kan være svært at turde se på sig selv og endnu sværere at bede om hjælp.
Jeg tror heller ikke at selv-udvikling er for alle og jeg tror heller ikke det virker, hvis ikke man selv er villigt til at åbne døren og turde at se spøgelserne i øjnene. For de kan være grimme og der kan ligge mangle gamle sår og traumer gemt i sindet og i kroppen helt tilbage fra barndommen og længere tilbage i mønstre, der ligger gemt i vores genetiske koder.
Men jeg vil vove og påstå at ALLE kan lære noget af at blive bevidst om ubevidste mønstre og skyggesider, som styre os som mennesker.
Men hvad gør man så hvis man har nogen omkring sig som har det svært eller bærer rundt på en masse og som åbenlyst vil have gavn af udefrakommende hjælp, men ikke vil tage imod? Hvordan får man dem til at åbne op og skal man nødvendigvis det?
Jeg har desværre ikke noget svar på dette. Det er ikke noget man kan kræve af sine nærmeste eller dem man elsker, for det er den enkeltes ansvar og valg at ønske at udvikle sig på det personlige plan. Hvad så hvis man har svært ved at være sammen, fordi man bevæger sig hvert sit sted hen?  Hvad stiller man op med fortvivlensen indeni, når man ønsker at være sammen, men at det bliver sværere og sværere, fordi man oplever at man kommere længere og længere fra hinanden.
Kærligheden er stor og jeg tror på at kærlighed kan flytte alt og hvis der er kærlighed, så må det kærlige være at acceptere, rumme og støtte, så længe det er nødvendigt.
Jeg oplever omkring mig, at mange bliver skilt eller vælger at gå hvert til sit. Det er en svært og smertefuld beslutning og det tager hårdt på de pårørende, har konsekvenser for børn, familien og fælles venskaber og meget mere! Og hvis der er kærlighed, skal man så ikke kæmpe til det sidste for at bevare kærligheden?
Det synes jeg man skal, men det er jo en fælles beslutning og jeg tror ofte det kan være svært at finde mening med at blive sammen, hvis der er omstændigheder der gør dagligdagen svær at være i. Vi har en tendens til at tro at alt ville være bedre hvis han eller hun forstod, hvad vi forstår og tænker. Men sådan er det bare ikke, for vi forstår ikke nødvendigvis det samme og er ofte meget dårlige til at kommunikere vores tanker og følelser ud.
Jeg er stor tro på kærlighed. Tror på at hvis vi sender kærlighed ud, så kommer kærlighed tilbage. Så hermed sender jeg kærlighed din vej, med håbet om at du er der hvor du ønsker at være eller har modet til at vælge at gå vejen enten alene eller med dem du elsker!
img_20190829_144016385