(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Tro er ikke noget man kan diskutere. Uanset hvad man tror på, det være sig gud, profeten Muhammed, Buddha eller som jeg på energier og noget universelt der forbinder os mennesker og alt levende. Jeg tror på at vi lever hvert liv for at lære noget nyt og blive en bedre udgave af os selv. Jeg tror også på at vi kan sidde fast som sjæle og skal have hjælp til at finde vores essens. Jeg har altid været troende, altid haft gud hos mig og vidst at jeg er her på jorden i denne krop for at lære noget og lære fra mig. De mennesker jeg møder på min vej er alle en invitation til læring. Min familie, min mand, mine venner og mine smukke børn er her på jorden for at jeg kan blive et bedre menneske og at vi som sjæle kan påvirke hinanden i den rigtige retning.
Jeg møder megen skepsis når jeg omtaler spiritualitet og at jeg tror på at vi alle er sjæle der lever videre i ny menneske form og at jeg kan mærke og har altid kunne mærke at jeg er omgivet af sjæle og skytsengle. Måske er det også derfor døden aldrig har skræmt mig eller måske i stedet har draget mig, fordi jeg hele tiden har vidst at der er noget på den anden side.
Jeg har tilmeldt mig et kursus i at lære min sjæls stemme at kende. At lære at følge min essens ved at lære hvornår mit ego, altså min hjerne taler og hvornår mit hjerte taler og følge det. Det er utrolig spændende og meget lærerigt for mig. I uge 1. skulle jeg fokusere på at mærke min krop, grounde og skabe jordforbindelse. Jeg er nu i uge 2. og har fokus på  at blive opmærksom på hvornår mit ego taler og hvornår mit hjerte taler og registrere de signaler min krop fortæller mig.
Jeg er kommet i forbindelse med Freja Rosalina Sommer, som har Heartfull Vision og bl.a. laver disse kurser. Hun er bl.a. healer, numerolog og afholder sjælekurser og skriver nogle fantastiske nyhedsbreve, som beskriver de energistrømme der påvirker os fra måned til måned. Læs om hende på hendes hjemmeside: https://www.frejarosalina.dk/
I sidste uge fik jeg en sjælerejse. En sjælerejse vil sige at man henter noget af sin sjæl hjem, som har forladt kroppen p.g.a. af tidlige traumer eller sorg, som gør at det er svært at heale sig selv og finde fred. Jeg har haft en oplevelse af at der var noget inde i mig der var i ubalance. Jeg har som sådan ikke tænkt at min sjæl ikke var hel, men kunne mærke at der var noget som på en eller anden måde gjorde, at jeg sad fast og ikke helt kunne mærke mig selv.
Det var en meget speciel oplevelse, og en fysisk lidt ud af kroppen oplevelse. Jeg har tidligere beskrevet at jeg for noget tid siden var hos en clairvoyant som fortalte at hun så en lille pige på omkring 3-4 år som var meget ked af det og bange. Denne lille pige var der igen og tilsyneladende en del af min sjæl, måske det man  vil kalde mit indre barn. Hun havde forladt min krop tidligt i barndommen, fordi hun følte sig totalt alene i verden og ikke turde stole på nogen. Hun var angst og havde mistet tilliden til at jeg passede på hende. Jeg ved det lyder meget mærkeligt og for nogen, som det værste sludder, men jeg kunne se den lille sjæl som en gennemsigtig hvid skygge, svævende over mig. Jeg mærkede denne enorme følelse af ensomhed, angst og sorg, og tårene trillede ned af mine kinderne. Jeg fik fysiske fornemmelser af at jeg ikke kunne trække vejret, jeg fik ondt i mellemgulvet over korsbenet og hovedpine. Freja sagde at jeg skulle love hende at jeg ville passe på hende og at hun aldrig skulle være alene og bange igen, så ville jeg kunne få hende tilbage. Det var faktisk svært at love, for jeg tvivlede på mig selv. Men da jeg omsider fik sagt det højt og lovede mig selv at passe på hende, så kunne jeg mærke at hun kom ind i min krop igennem halsen og ind i hjertet. Smerterne og følelsen af at jeg ikke kunne trække vejret forsvandt og jeg fik en varme i kroppen og en ro indeni. Det var meget specielt, men føltes godt og rigtigt. Jeg har følt mig meget energiflydt og haft en dyb indre ro efterfølgende.
Jeg ved at nogen tænker at denne oplevelse ikke er virkelig og noget jeg bilder mig ind, og i virkeligheden er det jo underordnet. Vi tror alle på noget forskelligt, som skrevet i starten. Men hvis man på en eller anden måde er åben for at der findes noget efter døden og at vi har en sjæl eller en essens, og ønsker at leve forenet med denne sjæl. Eller at du oplever at noget mangler og er løsrevet fra dig selv, så kan jeg anbefale denne sjælerejse og healing. Jeg fik også en ny levesætning: Jeg elsker livet og livet elsker mig som jeg siger højt for mig selv og indeni mig selv. hver dag.
Næste gang vil jeg skrive om det at føle sig forkert, alene, ensom og mærke den utilstrækkelighed og magtesløshed, vi alle til tider oplever. Jeg vil fortælle nogle teknikker man kan benytte når disse følelser overtager og hvordan jeg har lært at deale med dem. Så jeg håber du vil læse med næste gang.