(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Jeg har haft en svær periode, er stadig meget sårbar og energiforladt, og i den forbindelse så gør jeg mig hård udenpå, afviser specielt min mand og lukker mig inde i mig selv. Mine børn får også et fur engang i mellem, fordi overskuddet er lavt! Men jeg kan trods alt være der for dem, de er mit liv og jeg vil altid kunne hente de ressourcer der skal til for at være der for dem, trods at jeg har svært ved at være sød og god ved mig selv!
Det er sjovt som livet nogle gange kan kalde på forandring og at noget der er større end en selv kalder og man bør lytte til stemmen, sjælen, din indre guide ,som kender dig og bare vil hjælpe dig videre mod det liv du bør leve.
Jeg læste et indlæg af Freja Rosalina her til morgen, https://www.frejarosalina.dk/ fra hendes nyhedsbrev. Der stod blandt andet at man skal lære at følge sjælens stemme, men specielt dette lille udpluk af teksten talte til mig:

Hvis du ønsker at være modig i dit liv, skal du gøre det på trods af usikkerheden, risikoen og den følelsesmæssige udsathed, du skal VÆLGE at være modig hver dag – besvare sjælens kald – for ingen andre end dig, ved hvad din sjæl kalder på og byder dig op til!

Jeg har netop købt en Sjælerejse af hende og er meget spændt på hvad der vil dukke op på den rejse. Jeg kan mærke at jeg er klar, men er også lidt skræmt ved tanken, for netop sårbarhed kan til tider være meget svært for mig at være i. Ikke engang mine nærmeste ved at jeg skal dette nu (det finder de så ud af med dette indlæg).
Jeg er ofte bange for at tale om dette emne, om sjælen og det uforklarlige, det der er større end mig og os, og som jeg tror på.  Mange omkring mig, specielt nogle af mine nærmeste, de tror ikke på dette. De føler måske ikke den åndlighed jeg mærker og den tro jeg har til at noget er meget større end os, og at der er en mening med alt det der sker. Jeg tror på at alt det jeg oplever og skal igennem og har været igennem i tidligere liv, har en mening. Jeg har fået 3 skønne og helt unikke børn, der hver og en skal lære mig noget i dette liv. Men jeg tror også de har valgt mig, af en eller anden grund. På godt og ondt, trods den tvivl jeg oplever, i forhold til om jeg er en god nok mor for dem. Kan jeg lære dem at være i denne verden, elske dem ubetinget og ikke gøre dem forkerte og uden at overdrage den frygt jeg selv indeholder, det er jeg stadig i tvivl om til tider. Men jeg giver dem alt den kærlighed jeg kan og forsøger at være fuldstændig åben og autentisk, for det er en stor værdi for mig.
Jeg er meget naturvidenskabelig indrettet, kva min baggrund som sygeplejerske og de mennesker jeg omgiver mig med. Det er også meget nemmere at forholde sig til alle de faktuelle ting omkring os, som vi kan videnskabelig forklare. Men der sker så meget omkring mig som ikke kan forklares og det har der altid gjort. Jeg ved at jeg er holdt og at jeg har skytsengle omkring mig, for jeg kan mærke dem indimellem og jeg kan kalde på beskyttelse, specielt fra min afdøde mormor, som jeg altid er bag mig.
Jeg er opmærkesom på at for mange, er alt dette meget mærkeligt og noget som på en eller anden måde ikke skal tales om. Men jeg kan mærke at jeg skal følge min sjæl og at den kalder på at blive hørt! Så må det der måtte følge med af bekymringer fra mine nærmeste og tvivlen om, at det er ok at jeg gå den vej, sættes lidt til side. Jeg beder jo ingen omkring mig om at gå den samme vej eller at begive sig ud på en sjælerejse eller at tro på noget af dette. Men jeg bliver nødt til at gøre dette for mig selv!
Jeg har heldigvis veninder omkring mig som tror på noget der er større og dem kan jeg altid kan tale med og er taknemmelige for at have i mit liv.  Men det fylder meget i mig og jeg føler ikke helt jeg får den opbakning som jeg har brug for, for at turde gå vejen og ikke stå i det alene. Det er skræmmende ikke at vide hvad der skal ske og hvor jeg begiver mig hen på denne udviklingsrejse jeg er igang med på mange planer og om jeg mister nogen på vejen! Jeg beder til at jeg gør det rigtige og lytter til mit hjerte og vælger at gå vejen, uanset om jeg skal gå den alene!