(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Jeg vil gerne dele lidt af mine erfaringer, hvad angår det at være kæreste, mor og familie til mig. Måske specielt at være gift med mig. Jeg kan jo ikke udtale mig om dette generelt, da det er meget individuelt hvordan det er at leve med en person med en psykisk sygdom. Det er meget individuelt hvordan man interagerer med hinanden i et parforhold, så dette er min oplevelse af hvordan det må være, både set fra min mands perspektiv, min families og min egen oplevelse.
Det kan være meget udfordrende at bo sammen med en person som mig, med en maniodepressiv ubalance, som i mit tilfælde er mild og velbehandlet. Der er store forskelle på når jeg er i behandling eller er uden medicin, men problematikkerne er de samme bare i mindre eller højere grad. Med det mener jeg, afhængig af svingningernes intensitet i styrke i begge poler.
Når jeg er i mine høje perioder, bliver jeg meget aktiv, sætter mange aktiviteter i gang, er meget impuls handlende og snakker rigtig meget. Jeg synes selv jeg har det fantastisk, har utrolig meget overskud til mine kære og mine børn. Men mit nærvær er der ikke altid, da jeg er meget flyvsk og hurtigt er videre både i tanken og i handlingerne.
Det har selvfølgelig stor indvirkning på mine nærmeste og specielt min mand. Jeg  virker overvældende og er ofte lige lovlig diskuterende for diskussionen skyld. Jeg er udfordrende og kan virke lidt aggressiv i mine argumenter. Jeg mærker måske ikke min mands behov, da mine kommer først. Det bliver lidt ham der er taberen i denne fase.
Ensbetydende med at jeg sætter mig selv først, mine børn efter og sidst min mand, så føler han sig ikke altid inkuderet og værdsat i vores samvær. Ydermere sætter jeg aktiviteter i gang, som han ikke altid bliver spurgt om han har lyst til at deltage i, der omfatter hele vores familie på 5. Jeg tager også initiativ til kæreste dage og oplevelser sammen, som han måske ikke altid synes er lige det han har lyst til at deltage i.
Jeg laver aftale på egne vegne som jeg ikke får fortalt derhjemme, som han selvfølgelig har ret til at sige ja eller nej til, da det også implicere ham. Så jeg er alt i alt fuldstændig egenrådig, virker ikke som om jeg har brug for nogen og udviser ikke altid den respekt min mand fortjener.
Dette er et problem og bestemt noget jeg skal arbejde med. Det er en svær process, da jeg skal ændre på handlinger, vaner og impulser og på mine handlinger og det nærvær jeg udviser over for mine nærmeste og mine interaktioner med andre mennesker. Selv om jeg kan mærke når jeg overskrider grænser i mødet med et andet menneske, dette specielt gældende min familie, at jeg sårer deres følelser, så kan mine ord og mine handlinger ikke tages tilbage og det er ikke godt nok med en undskyldning. Dette er noget jeg arbejder med og nok altid skal øve mig i, da jeg jo altid vil svinge humørmæssigt.
Når jer derimod er i mine lave perioder, så er jeg helt modsat. Mit selvværd er meget lille, jeg har ingen selvtillid. Mine hjerne virker ikke og jeg føler mig træt. Jeg har svært ved at mobilisere energi til aktiviteter i dagligdagen, som eksempelvis at komme op om morgenen. Jeg ordner de praktiske ting og sørger for min familie, går på arbejde og udefra ser det ud til at alt fungerer. Men inden i mig selv er jeg min værste dommer, som hele tiden fortæller mig at jeg ikke er god nok. Jeg er ikke en god mor, jeg er ikke en god kæreste og jeg er ikke god til mit arbejde. Mit manglende overskud eller lyst til samvær med andre mennesker er nok det min omverden mærker mest. Dem tæt på mig ved at jeg er nede i overskud og at det er en periode. Jeg har ofte spurgt andre hvordan jeg virker på dem og de kan mærke at jeg er stille men opfatter slet ikke det jeg beskriver her. Det der er svært for mine nærmeste og specielt min mand at forstå, er hvordan jeg har det indeni. Det er jo meget svært at forstå hvis man ikke har mærket det på egen krop.
De fleste tænker at det må være det samme som at have en rigtig dårlig dag, og det ved jeg jo af gode grunde ikke, men tænker det er noget i stil med dette måske bare en tand værre. Jeg har virkelig svært ved “at tage mig sammen”. Det er det jeg altid hører fra mine nærmeste, “kan du ikke bare tage dig sammen” og jeg kan godt forstå det. Det virker jo som noget man kan handle sig ud af. Denne tilstand bliver lidt bedre op af dagen, men står på i en periode for mig på 3-4 uger, og så går det over i en normal fase igen.
I nede perioden, har jeg virkelig behov for omsorg og allerhelst at nogen holder om mig. Men jeg kan ikke bede om det. Det kan være ret svært for min mand og andre at forstå. Da det at være sammen med mig tager alt energi ud af ham og formentlig også andre omkring mig. Jeg overfører min manglende energi til ham og mine omgivelser og det kan virke meget drænende. Dette er svært at være i, men paradoksalt nok også nok den tilstand der kan være nemmest at rumme, fordi jeg ikke fylder så meget.
Jeg har lært at styre begge tilstande ved forskellige strategier, men som beskrevet virker disse værktøjer jo ikke helt. Mine udsving er der og vil altid være der. Mit ego har et stærkt overtag i specielt de høje perioder. Jeg har ingen lyst til at ændre min adfærd, for jeg har det jo sjovt og synes at alt kører på skinner. Men det har jeg så alligevel for jeg vil gerne være en god mor, en god kæreste, god ved min familie og en god veninde. Jeg håber dette giver et lille indblik i hvordan det er at leve med mig. Jeg vil komme ind på de strategier jeg anvender i et nyt indlæg snart, og har en masse emner jeg gerne vil tage op løbende, så håber I har lyst til at læse mere.