(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Lørdag, dagen efter Villads udskrives fra Hvidovre hospital tilser jeg såret eller suturerne og synes de ser betændte ud. Ud over rødmen der ses hele vejen rundt om såret, ses et stor pølse under huden som mest af alt ligner et begyndende brok, men også kan være en pølse fyldt af pus. Det skal lige siges at villads dagen forinden er tilset af en børnelæge på afdeling 415, som til Jørgen siger at alt ser pænt ud og Jørgen fortæller mig, at det ser ud præcis som dagen forinden. Ydermere har jeg af flere omgange gjort opmærksom på dagene efter operationen, at jeg ikke kan lide at han er rød omkring såret og er hævet. Jeg ringer på akut nummeret og fortæller dem på børne akut modtagelsen at han lige er kommet hjem og at jeg er nervøs for det jeg ser. De siger vi skal komme ind med det samme. Vi kører derover  kl lidt i 10 om formiddagen og bliver hurtigt tilset af en almindelig turnus læge, vil jeg tror, der ikke har autoritet til at handle på noget. Han synes også det ser skidt ud og og vil gerne have GASKIR ind over igen. Endnu engang kommer vi ind en weekend hvor hospitalet køre på akut beredskab og der er en Gastro kirurg, som selvfølgelig går fra operation til operation. Omkring kl 18 har kirurgen tid til at se til Villads og fortæller mig et det er godt vi er kommet og at jeg har ret i hvad jeg ser. Han siger at han vil åbne Villads igen i fuld narkose og vi bliver enige om at han faster fra kl 17.15 og er klar til operation kl 19.15. Der kommer endnu en akut operation inden Villads bliver kaldt ned på OP, så klokken er 21.15 da han køres afsted. Villads er selvfølgelig sulten da han ikke har spist siden frokost men også træt og bange. De er søde på operationsstuen og beroliger Villads, men han panikker da han skal have lagt en venflon igen, det er nr 8 på knapt en uge og han vil ikke frivilligt lade sig stikke i. Det bliver lidt et overgreb og ovenikøbet stikker den arme narkose sygeplejerske forkert, så han er helt blå på den hånd, den der er bedst egnet til at ligge en venflon i og det ender med at de må ligge en på siden af hånden lige hvor det gør allermest ondt. Jeg er ked af det da jeg forlader villads og han er faldet i søvn, det er bare ikke ok at sådan en lille dreng skal udsættes for så meget. Jeg bliver kaldt kort efter og de har åbnet det øverste lag af såret, der er syet i to lag og heldigvis er der inegn pus inderst. De har skyllet godt og ladet såret været åbent, hvilket er normalt når der er infektion. Planen er at der skal skylles i såret og ligges absorb i såret for at trække det sidste af den eventuelle betændelse ud af såret. kirurgen kommer op og taler med Jørgen og jeg kort efter og vi får opfattelsen af at han har booket en tid til villads på OP onsdag d 13. og mandag d 11 skal han skylles og have skiftet forbinding på afdeling 415. Jørgen kører hjem til farmor, Alma og Clara og Villads sover stadig og jeg går i seng. Vi vågner kl 8 næste dag søndag og snakker med sygeplejersken der fortæller at vi skal møde på afdeling 415 mandag til det planlagte sårskift som de dog tror er på OP begge gange, da man ikke skifter sterilt på afdelingen.
Villads og jeg går hjem og hygger med resten af familien og slapper af. Villads er forbløffende frisk en helt anden dreng en efter første operation så det er gode tegn. Han har heller ikke brug for smertestillende mere, lidt Panodil ind i mellem, men ikke fast og ingen Voltaren.
Mandag morgen møder vi fastende i afdeling 415 som aftalt med akut modtagelsen. Jeg fortæller at kirurgen har bestilt en tid til os kl 10, men det afviser de og jeg bliver vred og beder dem om at finde ud af hvad der skal ske. De ringer ned til OP akutlisten og der er ingen planer om at villads skal derned før onsdag og der er ingen planlagt tid til ham! Nu er min tålmodighed ved at være opbrugt, jeg kræver at de finder ud af hvad der skal ske og hvem der skal skifte ham. Der er jo dermed ingen grund til at han faster og Villads får det mad jeg har medbragt og bliver i lidt bedre humør. Der er en gastro kirurg som kommer og fortæller at han skal skiftes i afdelingen og først skal skylles og syes sammen onsdag. Hun foreslår at hun tilser såret og skifter. Desværre bliver det ikke sådan, da hun bliver kaldt til operation. Jeg siger at jeg synes de skal finde de forbindinger der skal til, sterile handsker sterilt underlagt og absorb, så skal jeg gerne skifte forbindingen selv hjemme. Det får jeg så med hjem og vi aftaler at vi kommer igen onsdag kl 9 fastende.
Tirsdag, i går ringer jeg til afdeling 415 både for at få svar på dyrkningen samt at få klarhed over hvad der skal ske i morgen om ikke de kan skaffe ham en tid eller i det mindste informere os løbende så jeg kan sørge for at han ikke skal faste så længe. Det må da være et minimum når man er 4 pår gammel og ikke mindst skal operes for 3 gang. Sygeplejersker jeg taler med først er sød og forsøger at gøre hvad hun kan, hun vil ringe til OP og høre til mulighederne. Jeg er også bekymret for st han skal stikkes  igen og have lagt endnu en venflon. Narkosesygeplejersken lørdag havde sagt at det ville være en god ide at få Villads til at sove på gasmasken og så derefter ligge en venflon. Kort efter ringer en anden sygeplejerske, hun fejer mig helt af og siger der ikke er noget at gøre, vi må indordne os, møde i afdelingen kl 9 fastende og vente til kirurgerne hart tid. Hun siger ovenikøbet med hensyn til anæstesien at hun ikke selv ville vælge at give sin søn gas og bedøvelse derefter, da hun mener det vil være en dårlig oplevelse. men det er ikke så meget det hun siger, som måden hun taler til mig på, hun er afvisende og meget rigid i sit afslag på at afhjælpe mit behov for at planlægge dagen i morgen. Beskeden er at hun selv vil tage sig af det i morgen efter lægernes morgenkonference.
Jeg bliver enormt vred og frusteret endnu engang og beslutter mig for at ringe til hospitals direktøren. Det viser sig at der en gang om ugen er mulighed for at tale med en af de 5 hospitalsdirektører nogle timer og den sidste konsultation der var afsat tid til på nettet var d 3. januar hos Henriette Hedde. Jeg kigger på alle 5 direktører og hun ser rar ud og jeg ringer til hende. Det er hendes sekretær der tager telefonen. Jeg fortæller i korte træk hvor frustreret jeg er og nervøs for operationsdagen i morgen og alle mine følelser af ikke at blive taget alvorlig af systemet, ikke at blive informeret ordentligt og at re-operationen måske endda kunne have været undgået hvis de havde operet i tide. Han siger han vil tale med Henriette Hedde og vende tilbage. De sidder dog i en konference, men han skal nok give besked. Der går 10 minutter og hun ringer i egen person. Hun er sød og lytter til min historie, mine frustrationer og bekymringer for at villads skal vente en hel dag på at der kan blive tid på akutlisten og fastende og at han ikke kan være rigtigt at et lille barn på 4 år skal udsættes for et forløb som dette. Hun giver mig ret og vil med det samme tage kontakt til de respektive afdelinger GASKIR og afdeling 415. Hun siger at en af overlægerne eller at hun selv vil melde tilbage senere. En halv time efter ringer overlægen fra GASKIR og fortælle at jeg ikke skal bekymre mig, de har sat villads på programmet til kl 9 og at han selvfølgelig ikke kan afhjælpe hvis et trafik uheld kommer ind tidligt, men at han hurtigt skal komme til. Jeg siger at jeg selvfølgelig godt forstår at de skal tage de meget alvorlige operationer først og at de for mig handler om løbende information og at vi skal føle os trygge. Ydermere fortæller jeg om oplevelserne omkring forløbet, at han ventede 1½ døgn på at blive operet første gang og at det alt sammen kunne have været undgået hvis det kavde handlet lidt før. Han opfordrer mig til at aftale en tid til en samtale med afdeling 415 og GASKIR hvor vi kan drøfte hele vores oplevelse og frustrationer. Det indvilliger jeg i og vi af slutter samtalen.
Jeg går i seng med en enorm uro og er meget nervøs for onsdagen, hvordan vil de møde mig i afdelingen og hvordan vil vi blive behandlet. Jeg sover ikke meget natten til i dag og har meget ondt i maven til morgen.
Kl 7.30 ringer min mobil at de har tid på OP nu, og hvornår vi kan være der. Jeg siger at jeg har givet villads lidt at drikke kl lidt i 7, så han bedre kunne klare at være fastende indtil kl 9. De tør derfor ikke tage ham på med det samme. Vi aftaler at vi kommer senest kl 8.30 og vil komme ned kl 9. Det hele går efter planen og alle er søde i afdelingen og på OP. De giver villads gasmaske og han sover inden de ligger venflon, så villads har en god oplevelse. Han fåe endnu en bamse isbjørn og alt går lige efter bogen. Det tager dog 1½ inden de ringer fra opvågningen. Jeg når og blive meget nervøs, da de sagde at de ville tage meget kort tid på OP. Imens jeg venter fortæller jeg afdelingssygeplejersken at jeg ønsker en samtale med GASKIR og afdeling 415 om vores forløb, og det lover hun at følge op på og at hun vil finde en tid inden vi går hjem. Da opvågningen ringer til afdelingen kl 11, har de ringet til min arbejdstelefon, som jo ligger på arbejdet, så jeg skynder mig ned til Villads. Villads er vågen og frisk da jeg kommer ned til ham og meget sulten. Han nærmest skriger på mad og er vred over at vi ikke kan komme op på afdelingen med det samme. Villads er sit gamle selv!! Vi kommer op på afdelingen, han får noget at spise og drikke og vi får god besked om operationen og hvad der skal ske inden udskrivningen. Vi kommer hjem og det bedste af det hele er at dyrknings svaret på såret er negativt, så forhåbentligt er alt nu fint og Villads behøver ikke mere antibiotika. Vi skal selvfølgelig holde øje med såret, ikke bade ham de første dage og kun brusebad. Jeg får nogle forbinder med hjem og vi tager glade en tur i Netto og køber alt det ind Villads har lyst til.
Min mor kommer kort efter hjem og passer Villads resten af dagen og jeg går på arbejde. De ringer fra hospitalet og spørger til hven vi vil tale med til den forestående samtale i afdelingen og jeg fortælle at det må være de ansvarlige læger og sygeplejerske som har været involveret i vores forløb. Nu sidder jeg så her og skriver igen og i dag men med en god fornemmelse af at forløbet er slut for villads, han er rask og vi får bearbejdet vores oplevelser. Men samtidigt med en oplevelse af at det ikke burde være nødvendigt at råbe hele systemet op på den måde jeg har været nødsaget til, for at blive hørt og taget alvorligt! Jeg er spændt på den dialog vi skal have inden længe, med de respektive parter og om det batter noget. Om de vil tage ved lære og bruge vores erfaringer til at gøre det bedre næste gang for andre patienter der kommer akut ind med behov for operation eller anden akut behandling.