(+45) 51 90 84 80 kontakt@tinastrid.dk

Så blev Villads udskrevet til morgen og det var dejligt at første halvdel af hans hospitalsindlæggelse er afsluttet, og jeg siger første halvdel for jeg tør ikke tro på at det er helt ovre. Der er desværre 50% chance for tilbagefald efter en perforeret blindtarmsoperation, dels fordi den er sprunget og det er svært at komme helt af med bakterierne der har været og fortsat kan overleve i bughulen og dels fordi der er en masse risici ved overhoved at operere i mave/tarm regionen. Det er svært at tænke på at han muligvis skal ind og have lagt dræn og igennem endnu en omgang IV antibiotika, men det er trods alt bedre at være forbedt og kunne være på forkant med symptomer af et tilbagefald.
Villads har bare været så tapper og jeg kan se den lille kriger jeg så for første gang for 4½ år siden. En lille baby der kæmpede for at trække vejret, svedte fordi han skulle kæmpe for at få blodet til at flyde i hans lille krop. Den lille kriger kunne jeg kende igen. Han var så tapper når det gjorde så helvedes ondt i maven, når han skulle have lagt endnu en venflon og have stikpiller hver 6 time. Så mange mennesker, som hele tiden krævede hans opmærksomhed og skulle trykke på maven eller spørge til gud ved hvad.
Hans sidste dage sammen med sin far kan jeg af gode grunde kun beskrive hvad jeg har fået genfortalt, men i korte træk gik det med at forsøge at få lidt mad i ham og prøve at underholde så de sidste dage ikke blev alt for lange. Tirsdag og torsdag kommer hospitals klovnen Estella og besøger børnene på børneafdelingen og det havde Villads glædet sig til. Han fik et ballon sværd tirsdag og et mere torsdag, men han fik også sludret lidt mere med Estella anden gang hun kom på besøg.
Onsdag aften inden vi gik i seng fortalte Villads mig at han gerne ville blive på hospitalet. Det var spændende og man og man fik gaver, havde mor og fars uforbeholdne attention og fik lige det man allerbedst kunne lidt at spise! Super fedt, men da jeg så mindede ham om smerterne, stikpillerne, nålene, medicinen der gør ondt i blodåren i armen, så var det måske ikke så super sjovt alligevel. Men alligevel satte det tingene lidt i perspektiv for mig. Det er så svært at være 100% nærværende for tre børn på en gang og nogle gange glemmer jeg at fokusere på at de er tre forskellige individer på tre forskellige stadier udviklingsmæssigt og med forskellige behov. Det er ikke nemt at favne dem alle og jeg ved godt at vi gør vores bedste, men vi har også valgt at få dem så tæt aldersmæssigt og ikke mindst valgt at få tre! Man skal ikke underkende deres behov for at blive set og hørt hver især og underkende hvor hårdt og udmattende det til tider er at rummer deres jalousi og konflikter internt. Lige præcis jalousien har været meget tydelig i dag her til aften. Villads havde det selvfølgelig stadig skidt og havde brug for omsorg og ro mens Alma altid har “ulvetime” fra hun kommer fra vuggestue og indtil hun får aftensmad og bliver lagt i seng. Clara var heldigvis rigtig sød og fornemmede uroen og kaoset der herskede lidt da tingene lige skal tilbage til normalen.
Jeg må indrømme at jeg havde glædet mig til en aften i familiens skød og ikke mindst sammen med Jørgen som jeg ikke har set en uge og kun har talt med over telefonen. Den selv samme herre har siddet og spillet computer hele aftenen og da han endelig kom op til Clara og jeg der sad og så X-faktor, så faldt han i søvn. Så meget for nærhed og afsavn. Jeg savner at føle at vi sammen har været igennem et svært forløb og måske burde deale lidt med det. Men nu sidder jeg jo også og skriver og det er bestemt også min måde at komme af med mine tanker og følelser på og få bearbejdet angsten og frygten som man jo har når ens kæreste er syg. Det er svært når man er så forskellig og takler tingene på så forskellig vis og jeg gerne vil føle nærhed, sammenhold, nærhed og kærlighed og han bare vil være sig selv og bearbejde det indeni.
Nu tror jeg det er tid til at se dyner for hele denne uge sidder stadig i mig og jeg føler fortsat en helt ubeskrivelig udmattelse mest psykisk men også en uro som jeg tror jeg bedst takler ved søvn og ved en lang løbetur i morgen. Hold da op hvor jeg savner at få trænet og løbet og få energi den vej. Ja, i morgen skal jeg have en time for mig, selv i selskab med løbeskoene.
 
God weekend til jer allesammen og tak fordi I følger med på sidelinien.